En bid af Paradis

9. november 2018

Fredag for faen! Så kom du endelig dumpende ned fra himlen, som en tiltrængt fætter! Tak, siger jeg.
Det har været en hektisk uge hos mig. 1300 MK campere er blevet startet op på principperne, og jeg har været 3 dage i Jylland med møder og foredrag.

Hvis jeg skulle køre hyggen helt i top, så ville jeg servere min ‘En bid af Paradis’ til dessert. Den findes desværre ikke i min fryser, men jeg skal have den lavet i denne eller næste weekend. For jøsses hvor jeg elsker den. Hvis du synes at snickers, peanuts eller bare en cremet, tung chokoladekage er sagen, så skal du altså prøve den. Og her i aften får du opskriften. For jeg synes det er for ærgerligt, hvis den ikke kommer her på bloggen igen (den var på den gamle blog, som gik kaput!).

Den er bombastisk i vægt og ingredienserne koster også en del. Men der er til 20 personer, da du bare skal have en tynd skive. Det er rigeligt til at dine smagsløg jubler og har fået nok. Så det stykke du ser på billedet, er lige stort nok  det er fotografen, som var utrolig sulten :).

Hvis der er rester, så skær kagen i portionsstykker og frys dem. Kagen kan nemlig fryses. Husk at skære den i stykker før du fryser den. Og ja – det bliver den ikke pæn af, men heldigvis smager den stadig lige så godt.

Den her kage må du VIRKELIG prøve!

Der er mange gode næringsstoffer i kagen. Du får fedt fra nødderne, jern fra dadlerne, kalium fra bananerne og jeg kunne blive ved. Derudover smager den også af så meget, at et lille stykke er nok til at tilfredsstille smagsløgene. Så selvom kagen kan virke lidt dyr i produktionen, så tænk på, at du ikke spiser så store stykker. Og hvis du skal servere den for gæster, så supplér op med noget frisk frugt, da det er lækkert at få ved siden af den lidt tunge kage.
Her får du opskriften

Ingredienser

Bund – første lag
300 g mandler
20 friske dadler
3 spsk. kakaopulver

Crunch – andet lag
2 store håndfulde saltede peanuts (kan skiftes ud med bagte mandler)

Banancrem – tredje lag
2 bananer
240 g cashewnødder, lagt i blød i vand i minimum 20 minutter
2 spsk. smeltet kokosolie
1 knsp. Stevia MaxSød
1 knsp. vaniljepulver

Peanutbuttercreme – fjerde lag
2 store spsk. crunchy peanutbutter (kan skiftes ud med mandelsmør)
6 friske dadler uden sten
6 spsk. vand

Topping
100 g 85% chokolade (evt. sukkerfri hvis du helt vil undgå sukker)

Sådan gør du

Bund
Kør mandlerne til mindre stykker i en foodprocessor, kom dadlerne og kakaopulveret i, og kør det hele sammen til en ensartet masse. Kom massen i en springform beklædt med bagepapir, og tryk den ned, så bunden bliver så ensartet som muligt.

Crunch
Drys peanuts oven på bunden. Jeg har drysset dem på hele, men de kan også hakke dem.

Banancreme
Hæld vandet fra cashewnødderne. Kom først bananerne, derefter de andre indgredienser, i en blender og blend det til en ensartet masse. Den skal gerne være helt cremet, men det kræver at din blender er god. Kom eventuelt lidt vand i, hvis du har svært ved at få cremen til at blende, men pas på – den må ikke blive for for tynd. Kom cremen oven på laget af peanuts, og smør den ud så den dækker hele bunden.

Peanutbuttercreme
Kom alle indgredienserne i en blender og blend det sammen. Fordel cremen ovenpå banancremen.

Topping
Smelt chokoladen, hæld det over kagen og lad det stivne.

Sæt kagen i køleskab natten over eller kom den i fryseren 1-2 timer, hvis den skal være klar til servering samme dag. Kagen kan fryses ned.

Håber du kan li´den! Og inden jeg smutter, så vil jeg lige minde om at tilmeldingen til MK online campen i januar er åbnet. Du kan læse mere om den her. 

Rigtig god weekend!

Xx Michelle

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar